Fælleshus-udvalg

17 jan Fælleshus-udvalg

Fælleshus-udvalg vil mødes med alle

På et møde i Fælleshusudvalget blev de mange gode forslag til et nyt samlingssted gennemgået. En liste viste 17 forskellige ideer. Der er dog behov for, at udvalget får en endnu bedre viden om behovet for et nyt forsamlingshus for hele byen, og derfor vil medlemmer af Fælleshus-udvalget nu gerne i kontakt med endnu flere. For tiden skal det foregå i mindre forsamlinger.
Fællesudvalget håber derfor, at der er rigtig mange foreninger, der vil invitere en repræsentant fra udvalget til førstkommende bestyrelsesmøde. For udvalget handler det ikke kun om at få en så præcis viden om behov som muligt. Udvalget har også brug for tilkendegivelser, der kan styrke Tinglevs fællesskab.
Fælleshus-udvalget mødes også gerne med institutioner og virksomheder i Tinglev. Bestyrelser og ledelser, der ønsker besøg af udvalget, skal blot sende en mail på petkom@stofanet.dk med tid og sted. Så får vi det hen.

Kom med dit bidrag til Tinglevs fællesskab

Fælleshusudvalget mødes mandag aften med formandskabet i TinglevForum i stedet for det aflyste Efterårsmøde. Udvalget skal forsøge at…”at holde skibet i søen og på ret kurs”, selv i en corona-tid. Udvalget modtager derfor meget gerne endnu flere forslag til to sider af samme sag:
1.     Hvordan styrker vi fællesskabet i Tinglev for alle aldersgrupper og på tværs af mindretal og flertal og af alle boligområder?
2.     Hvordan skal et styrket fællesskab blive en vigtig del af et nyt samlingssted?
Deltag på Facebook under TinglevForum eller på Tinglev info eller send dine ideer og forslag til petkom@stofanet.dk.
____________________
Et forsamlingsforbud betyder, at TinglevForum har været nødsaget til at aflyse EFTERÅRSMØDET, der skulle have været startskuddet til en styrkelse af Tinglevs fællesskab frem mod målet: Et nyt samlingssted. Måske ikke for alle, men i hvert fald for de fleste.
Fælleshuset kunne indrettes i Gl. Grønningen, hvor beboerne i slutningen af 2021 flytter ind i et nyt Grønningen.

Hvis det skal lykkes, er der brug for engagerede borgere, foreninger og institutioner, der vil bakke op om fællesskabet og komme med gode forslag til, hvad et nyt fælleshus skal have plads til.

TinglevForum og Fælleshusudvalget inviterer alle til at gå ind på Facebook og i kommentarsporet til dette opslag bidrage til den nødvendige debat. Det er også muligt at sende kommentarer og gode idéer til formanden for TinglevForum på petkom@stofanet.dk.

Tinglev skal simpelt hen vise et helt byråd, at det er det er det, vi vil. I fællesskab.